7 Integration i et kontaktperspektiv
Christian Albrekt Larsen og Hans-Peter Yogachandiran Qvist
Vi indledte denne bog med at påpege, at den politiske debat og den offentlige opfattelse af indvandring og integration ofte er præget af historier om mislykket integration. Diskussionerne fokuserer derfor typisk på at forklare, hvorfor integrationen ikke fungerer, og på hvordan man kan afhjælpe problemerne. Denne tilgang fører ofte til en søgen efter fejl–enten hos den enkelte indvandrer, hos majoritetsbefolkningen eller i samfundets strukturer.
I stedet for at fokusere på fejl har vi valgt en mere grundlæggende tilgang. Vi har undersøgt, hvor ofte og i hvilke kontekster møder mellem indvandrere og majoritetsbefolkningen opstår, samt hvordan dette har ændret sig over tid. Det skyldes, at vi ser integration som en vedvarende proces og betragter møder og relationer mellem personer med dansk oprindelse og indvandrere som afgørende både for at forstå og fremme integrationsprocessen.
Vores tilgang er inspireret af en lang amerikansk forskningstradition, som har vist, hvordan europæiske migranter, der i 1800- og begyndelsen af 1900-tallet emigrerede til USA, gradvist blev integrerede i det amerikanske samfund gennem sociale relationer, der opstod i hverdagslivet (Gordon, 1964). Med dette perspektiv har vi undersøgt, hvilke betingelser, der understøtter dannelsen af sociale relationer mellem indvandrere, deres efterkommere og majoritetsbefolkningen i Danmark Vi har også undersøgt i hvilket omfang disse møder faktisk udvikler sig til sociale relationer, såsom venskaber og parforhold.
Bogens særlige bidrag er, at den systematisk sætter fokus på social kontakt og relationer i forskellige hverdagskontekster. Dette sker i en tid, hvor nyere europæisk integrationsforskning i stigende grad anerkender, at relationer mellem etniske grupper er afgørende for at forstå integration, og at disse relationer ikke automatisk forbedres, fordi indvandrere får adgang til uddannelsessystemet og arbejdsmarkedet i deres nye hjemlande (Drouhot, 2021, 2024; Drouhot & Nee, 2019).
I dette afsluttende kapitel diskuterer vi kontaktperspektivet i lyset af bogens resultater. I første afsnit fremhæver vi vigtigheden af social kontakt mellem etniske grupper. Samtidig påpeger vi, at det er en langsom og krævende proces at opbygge sådan kontakt. Derudover er der ingen garanti for, at kontakt leder til etableringen af sociale relationer, færre fordomme eller øget tillid. Man kan sige, at kontakt mellem etniske grupper er en nødvendig, men ikke tilstrækkelig forudsætning for, at integrationen mellem etniske grupper styrkes.
I andet afsnit diskuterer vi resultaterne fra to studier fra det underliggende forskningsprojekt, hvor vi specifikt har studeret effekterne af at mødes på arbejdspladsen. I tredje afsnit diskuterer vi kontaktperspektivets begrænsninger og peger på fremtidig forskning, der kan give os bedre indsigt i integrationsprocesserne i Danmark. I sidste afsnit diskuterer vi, hvorledes kontaktperspektivet adskiller sig fra andre opfattelser af integration, som florerer i den offentlige danske debat.
7.1 De svære ansigt-til-ansigt møder
At majoriteten og minoriteter mødes ansigt-til-ansigt kan ikke tages for givet. I kapitel 1 beskrev vi, hvordan mennesker ofte har en tendens til at opsøge mennesker, der ligner dem selv. Dette mønster ses især når vi vælger partnere og ægtefælder, hvilket blev vist i kapitel 2. I kapitlet beskrev vi, hvordan partnervalg ofte afhænger af etnisk baggrund: Flertallet af personer med dansk oprindelse er partnere med andre med samme oprindelse. På samme måde finder mange indvandrere og efterkommere partnere med oprindelse i samme land som sig selv. Dog ser vi en gradvis ændring over tid, hvor flere finder partnere med en anden etnisk baggrund end dem selv – både blandt indvandrere, efterkommere og majoritetsbefolkningen. Denne udvikling sker dog ganske langsomt og hastigheden varierer mellem forskellige indvandrergrupper.
I bogen har vi især fokuseret på den kontakt som foregår på steder, hvor befolkningsgrupper med forskellig etnisk oprindelse ikke kan undgå at mødes i hverdagen, jævnfør kapitel 1. Det gør sig gældende for det voksende antal blandede børn, som uundgåeligt har kontakt med forskellige etniske grupper igennem deres forældre og bredere familier, som beskrevet i kapitel 3.
Grundskoler er også et vigtigt sted for møder mellem etniske grupper, da eleverne ikke frit vælger sine klassekammerater. Dog viser kapitel 4, at skolelandsskabet i de større danske byer, og specielt i København, giver forældre større mulighed for at vælge og fravælge skoler. Denne sortering sker primært gennem forældres bopælsvalg inden barnet starter i skole. Disse valg kan medvirke til at reducere antallet af tværetniske ansigt-til-ansigt-møder mellem børn, da skoler med en høj andel indvandrere og efterkommer oftere vælges fra end andre skoler. På landsplan viser det generelle billede dog, at det vanskeligt lade sig gøre for majoritetsbørn ikke at mødes med indvandrere og efterkommere, og visa versa, i de danske grundskoler. Derfor er den etniske opdeling af de danske grundskoler, da også støt faldende på landsplan, som også vist i kapitel 4. En central pointe i kapitlet er derfor, at den videre debat med fordel kan skelne mellem to niveauer: Den nationale skala, som kan bidrage til en generel fortælling om samfundstilstanden i Danmark, og den kommunale skala, hvor lokale og specifikke processer finder sted, men som ikke nødvendigvis kan generaliseres til at udtrykke en samfundsdiagnose.
Arbejdspladser er et andet vigtigt sted for daglige møder mellem majoriteten og indvandrere og deres efterkommere. Det blev beskrevet i kapitel 5. Kapitlet viser, at selvom danske arbejdspladser er blevet mere etnisk opdelte, så er der sket en markant stigning i andelen af majoritetsbefolkningen, der deler arbejdsplads med indvandrere og efterkommere. Arbejdspladser er således ét af de steder, hvor befolkningen blander sig på tværs af etnicitet.
På baggrund af ovenstående er én af bogens vigtigste konklusioner, at møder mellem majoritetsbefolkningen og indvandrere og deres efterkommere er blevet hyppigere i familier, grundskoler og på arbejdspladser.
Én ting er imidlertid, hvor udbredt kontakten er mellem etniske grupper. Noget andet er, om denne kontakt fører til varige sociale relationer, nedbrydning af fordomme og øget tillid mellem grupperne.
I kapitel 1 beskrev vi, hvordan socialpsykologien har vist, at positive forestillinger om egen gruppe og negative forestillinger om andre er en fast bestanddel af den menneskelige natur. Derfor kræver det en vis kvalitet og intensitet i ansigt-til-ansigt møder for at reducere fordomme. Samtidig påpegede vi, at majoritetsbefolkningen ofte mangler incitament til at mødes og interagere med indvandrere og efterkommere. Dette er nogle af de vigtigste grunde til, at bogen har fokuseret på familier, skoler og arbejdspladser som centrale mødesteder, hvor møderne typisk er intense, vedvarende og svære at undgå.
I kapitel 6 undersøgte vi, hvor udbredt venskaber er mellem personer fra majoritetsbefolkningen og personer med indvandrerbaggrund. Kapitlet viser, at disse venskaber er ganske udbredte – og det er nærliggende at konkludere, at stigningen i kontakt på tværs af kontekster har medvirket til at etablere disse venskabsrelationer. Samtidig er det vigtigt ikke at tage dette for givet. Sammenhængen mellem at blive eksponeret for en udgruppe og etableringen af venskabsrelationer, er et spirende forskningsfelt, hvor der endnu ikke kan drages helt faste konklusioner. Det skyldes i høj grad, at effekterne af sådan eksponering ofte afhænger konteksten. Mens den i nogle tilfælde kan føre til positive relationer og venskab, kan den i andre tilfælde have det modsatte resultat.
I det underliggende forskningsprojekt har vi i første omgang dokumenteret sådanne betingede effekter af øget eksponering for en udgruppe i en arbejdspladskontekst. I denne kontekst fremstår det tydeligt, at eksponering for etniske udgrupper både kan forøge og reducere betydningen af etniske skillelinjer afhængig af en række forhold, som vi beskriver i nedenstående.
7.2 Effekter fra at mødes på arbejdspladsen
Ét af de forhold, som kan have betydning for, hvilke effekter det har for majoritetsbefolkningen at blive eksponeret for indvandrere og deres efterkommere, er deres jobsituation. Diop & Larsen (2024) viser, at hvis der er mange østeuropæiske indvandrere på en arbejdsplads, så stiger modstanden mod indvandringen fra østeuropæiske lande. Men det gælder kun for danske medarbejdere, der har usikre jobs (opgjort som ansat på det sekundære arbejdsmarked i den private sektor). For danske medarbejdere med sikker beskæftigelse gør det ingen forskel på modstanden mod østeuropæiske indvandring, hvorvidt der er få eller mange på ens egen arbejdsplads. Derudover viser studiet, at når danskere i sikker beskæftigelse deler arbejdsplads med mange ikke-vestlige indvandrere/efterkommere, så falder modstanden mod indvandring fra fattige lande udenfor Europa.
Høj eksponering på arbejdspladsen er således ikke altid sammenfaldene med mere positive holdninger til indvandring hos majoritetsbefolkningen. Eksponeringen er formentligt mest effektfuld, når der er betydelige fordomme at nedbryde og når majoriteten oplever, at deres egen beskæftigelse er sikker. Men det er mekanismer, der trænger til at blive yderligere belyst.
I et andet studie viser Diop et al. (2024), at (ikke-vestlige) indvandrere/efterkommere, der har mange kolleger med dansk herkomst, føler sig mere danske end indvandrere/efterkommere, der har færre kolleger med dansk herkomst. Det gælder også, når man kontrollerer for en lang række andre forhold, der også kunne have betydning (antal år levet i Danmark, etnisk komposition af boligområde, statsborgerskab etc.). Det støtter kontaktperspektivet.
Studiet viser imidlertid også, at sammenhængen mellem eksponering til majoriteten på arbejdspladsen og følelsen af at være dansk kun er gældende for de indvandrere og efterkommere, der ikke føler sig diskrimineret på arbejdsmarkedet. For gruppen, der føler sig diskrimineret, finder studiet den omvendte sammenhæng. Mere eksponering på arbejdspladsen hænger for disse indvandrere sammen med mindre følelse af at være dansk. Det vidner om, at et stigende antal danske kolleger ikke altid giver indvandrere og efterkommere en følelse af at være dansk. Mødet på arbejdspladsen virker formentlig bedst, hvis indvandrere og efterkommere føler, at majoritetsbefolkningen behandler dem på lige fod med andre kolleger.
7.3 Kontaktperspektivets begrænsninger og videre forskning
I det underliggende forskningsprojekt har vi foreløbigt vist, hvordan betydningen af eksponering for etniske udgrupper varierer afhængigt af forskellige faktorer. For personer fra majoritetsbefolkningen spiller jobsikkerhed en væsentlig rolle, mens oplevelsen af diskrimination er afgørende for personer med indvandrerbaggrund. Det er nærliggende at forvente, at lignende betingede effekter kan optræde i andre sociale kontekster herunder skoler og familier.
For at opnå en dybere forståelse af disse betingede effekter vil det være godt at have detaljeret information om individers sociale forbindelser og/eller den samlede mængde sociale relationer i en given kontekst, såsom en skoleklasse eller på en arbejdsplads. Det har vi ikke i Danmark, men der er et spirende internationalt forskningsfelt, som netop undersøger venskabsrelationer i skoleklasser. Centralt er et studie af klasserum i Tyskland, Holland, Storbritannien, Sverige og Norge, hvor eleverne bedes nævne. hvem deres bedste venner i klassen er (op til maksimalt fem stk.).28.
Èt af hovedresultaterne fra studier baseret på disse skolerumsdata er, at der findes etniske opdelinger inden for skoleklasser. Børn med majoritetsbaggrund i Tyskland, Holland, Storbritannien og Sverige har typisk venner i klassen, der også har majoritetsbaggrund. Omvendt har indvandrerbørn i blandede klasser også en tendens til at danne venskaber med andre indvandrerbørn – særlig børn med oprindelse i samme land som dem selv. Det kunne indikere, at grundskolen måske alligevel ikke er så vigtig for integrationen. Der er for nuværende ikke meget dansk forskning på området, men to mindre kvalitative danske undersøgelser i etnisk diverse syvende-klasser (Jensen, 2018) første-klasser (Vertelyte, 2019) indikerer også, at børn af majoritetsbefolkningen primært er venner med andre børn af majoritetsbefolkningen.
Dybere analyser af skolerumsdata viser dog, at segregeringen af venskabsrelationer både skyldes, at der er en præference for sådanne etnisk homogene venskaber, jævnfør kapitel 1, og den praktiske omstændighed, at majoriteten typisk udgør flertallet i klassen (se Van Tubergen & Smith (2018) for et overblik). For etniske minoriteter er der også en effekt af, hvor mange andre med samme baggrund, der er i klassen. At venskabsnetværk til en vis grad er etnisk opdelte i klasseværelser, og måske også på arbejdspladser, er således ikke ensbetydende med, at ansigt-til-ansigt-møderne ikke betyder noget. Det må bedømmes ved at sammenligne venskabsnetværk i mere og mindre etniske diverse kontekster, hvilket vi desværre ikke har danske data på. Hverken på skoler eller arbejdspladser.29
Endeligt vil vi gerne pointere, at ansigt-til-ansigt møder godt skabe tolerance og tillid, selvom venskabsrelationer forbliver segrerede. Effekterne af tværetniske møder i grundskolerne er et oplagt fremtidigt dansk forskningsfelt. Et andet oplagt forskningsfelt er, hvordan det kommer til at gå de børn etnisk blandet herkomst, som vi beskrev i kapitel 3. Dem ved vi stort set intet om, da kategorien ikke findes i de danske statistikker. Ikke desto mindre er det vores forventning, at lige præcis den gruppe vil rokke grundlæggende ved vores forestillinger om ”os” og ”dem”.
7.4 Kontaktperspektivet og debatten om integration
Den danske debat om integration lider ofte under, at man ikke er enige om, hvad vi taler om. Forud for integrationsloven fra 1998 havde vi fx en ekspertgruppe, der skulle lave et grundlag for loven. Kommissionen sprang dog lidt over, hvor gæret var lavest. De skrev simpelthen, at de havde forskellige opfattelser af integration.30 Med den tilføjelse, at en definition nok ikke var nødvendig for at diskutere praktiske tiltag.31 Det er måske rigtigt. Men det er nu heller ikke praktisk, at vi i mere end to årtier ikke rigtigt ved, hvad vi taler om.
Er integration en proces, der omfatter hele det danske samfund, eller handler det om, hvornår den enkelte indvandrer eller efterkommer er integreret? Skal vi fokusere på indvandrernes integration i det danske samfund, eller også på majoritetens rolle? Handler det om deltagelse på arbejdsmarkedet, uddannelse, bopæl og kriminalitet? Handler det om følelsen af at være dansk? Eller handler det om, at man synes det samme?
En pragmatisk tilgang, som den der ses i Udlændinge og integrationsministeriets Integrationsbarometer er, at det handler om mange forskellige dimensioner, herunder arbejde, uddannelse, danskkundskaber, medborgerskab, ligebehandling, selvbestemmelse, forsørgelse, udsatte boligområder og kriminalitet. I klassiske integrationsstudier var dette imidlertid først og fremmest vigtigt, fordi indvandreres deltagelse i samfundets institutioner gav muligheder for møder på tværs af etniske grupper og etableringen af sociale relationer (Gordon, 1964). Disse aspekter er bemærkelsesværdigt fraværende i tidligere danske analyser af integration.
Problemet med manglende definitioner er blevet forværret i den danske diskussion om parallelsamfund. I den første Redegørelse for parallelsamfund i 2019 skrev den ministerielle arbejdsgruppe:
”Begrebet parallelsamfund kan have forskellig betydning, men er i denne redegørelse et samfund, som er fysisk eller mentalt isoleret og følger egne normer og regler, uden nogen nævneværdig kontakt til det danske samfund og uden ønske om at blive en del af det danske samfund.” (Økonomi og Indenrigsministeret, 2019: 37).
Herefter gik man i gang med at beskrive den boligmæssige koncentration, der ikke havde et eneste mål for tværetniske kontakter. Dog med en tilføjelse om, at det nok ikke var helt optimalt.32
For nogle akademikere er den principielle løsning på de manglende definitioner at dekonstruere integrationsbegrebet. Hvis vi ikke ved, hvad vi snakker om, så er det en kærkommen lejlighed til at droppe begrebet. Bogens udgangspunktet har været et andet. Integration er en helt central proces for at etablere et samfund, der er godt for både nye og gamle danskere. Det er også en term, der kan defineres, se kapitel 1, og det er en proces, der kan studeres med almindelige samfundsfaglige data og metoder.
Vores definition af integration følger Alba og Nee, der jævnfør kapitel 1 definerer assimilation/integration ”som nedgang i betydning af en etnisk distinktion og dens forbundne kulturelle og sociale forskelle. Hvor ’nedgang’ fortolkes således, at den etniske distinktion fremtræder mindre og aftager i relevans for færre og færre domæner af det sociale liv” (1997: 863, egen oversættelse).
Denne definition indebærer, at integration ikke bare handler om mere end bare, at minoriteter ligner majoriteten. Det er ikke uinteressant, hvorvidt minoriteter har samme uddannelses-, beskæftigelses- og indkomstniveau som majoritetsbefolkningen. Det er heller ikke uinteressant om minoriteter har samme værdier og holdninger som majoritetsbefolkningen. Det er alt sammen en indikation på, at betydningen af etniske distinktioner er begrænset i flere domæner af det sociale liv. Men i princippet kan man godt have et samfund, hvor indvandrere og efterkommere deltager i uddannelsessystemet, på arbejdsmarkedet og i civilsamfundet på lige fod med majoriteten uden at vigtige venskabs- og ægteskabsrelationer etableres på tværs af etniske grupper. Det er derfor vigtigt at have øje for, at økonomisk integration ikke automatisk medfører social og kulturel integration.
Derfor er man i et kontaktperspektiv optaget af, hvorvidt der reelt er ansigt-til-ansigt-møder mellem majoriteten og minoriteter. Men der er tale om et samfundsperspektiv. Det handler således ikke om, hvad det enkelte individ skal gøre for at være (nok) integreret. Det handler snarere om, hvordan moderne samfund hænger sammen. Alle indvandre- og efterkommere behøver ikke at have en ven fra majoritetsbefolkningen. Og alle i majoritetsbefolkningen behøver ikke at have en ven med indvandrerbaggrund. Men findes der ingen tværetniske venskaber eller ægteskaber, så vil man i et kontaktperspektiv mene, at samfundet har et integrationsproblem (J. F. Larsen, 2024a). Derfor opfordrer vi til, at integrationsdebatten (også) kommer til at handle mere om de sociale relationer mellem majoriteter og minoriteter og deres betydning end det på nuværende tidspunkt er tilfældet.
Children of immigrants longitudional survey in four European Countries” Home – Cils4eu. Denne type data giver unikke analysemuligheder, da det bliver muligt at undersøge venskabers karakter. Man kan fx analysere symmetriske venskaber, hvor begge parter gensidigt anerkender hinanden som venner, og asymmetriske venskaber, hvor kun den ene part nævner den anden som ven. Derudover giver dataene præcis information om de involverede personers etnicitet, hvilket gør det muligt at sammenholde dette med de eksisterende mulighedsbetingelser for at danne tværetniske venskaber i klassen. Dette gør det i nogen grad muligt at skelne mellem hvorvidt manglende tværetniske venskaber skyldes mulighedsbetingelser (fx relateret til hvor mange af deres klassekammerater som har bestemte baggrund) eller præferencer (at børnene bevidst eller ubevidst foretrækker venner med samme baggrund som dem selv).↩︎
Samtidigt er der ganske komplekse mekanismer i spil. Tyske skolerumsdata, der følger den samme klasse over tid, viser fx, at elever med stærke etniske identiteter finder sammen, men samtidigt undgår elever fra samme gruppe med svage etniske identiteter, da de kan virke truende for gruppen (Leszczensky & Pink, 2019). Samtidig er der undergrupper af børn med svagere etniske identiteter, der danner tværetniske venskaber, hvilket er med til at nuancere billedet. Derudover viser et svensk studie, der følger klasser over tid, at hvis den etniske opdeling i etniske blandede klasser er lav i udgangspunktet – altså at børnene har venskaber på kryds og tværs af etnicitet – så stimulerer det til dannelsen af endnu flere tværetniske venskaber (Zhao, 2023). Et dansk tillidseksperiment i henholdsvis etnisk diverse og homogene 8. klasser viste for eksempel, at hudfarve betød mindre i de blandede skolede (C. A. Larsen et al., 2013), hvilket er en indikation på kontakt effekter.↩︎
”Udvalget har drøftet de forskellige politiske og teoretiske opfattelser om integration og integrationspolitik. Nogle udvalgsmedlemmer lægger større vægt på kulturelle faktorer i integrationsprocessen, mens andre særligt fremhæver sociale faktorer. Andre igen opfatter integration som en samlebetegnelse for en række konkrete tiltag og finder det mere nyttigt at anvende betegnelsen etnisk ligestilling.” (Betænkning nr. 1337, Integration. Betænkning afgivet af det af indenrigsminsteren nedsatte Integrationsudvalg, s. 70).↩︎
”udvalget er af den opfattelse, at fastlæggelsen af en overordnet forståelse af et integrationsbegreb ikke altid vil være afgørende for drøftelsen af de praktiske enkeltspørgsmål, som opstår i forbindelse med tilrettelæggelsen af integrationsindsatsen (Betænkning nr. 1337, Integration. Betænkning afgivet af det af indenrigsminsteren nedsatte Integrationsudvalg, s. 71).↩︎
”En stor koncentration af bestemte befolkningsgrupper, som det er tilfældet i boligområderne på ghettolisten, er sandsynligvis med til at forstærke eksistensen af parallelsamfund. Men i sagens natur handler parallelsamfund om det enkelte individs identitet og værdigrundlag. Derfor er det umuligt at komme med et præcist, statistisk bud på, hvor mange personer med ikke-vestlig baggrund der reelt lever i parallelsamfund i Danmark” (Økonomi og Indenrigsministeret, 2019: 37).↩︎