1 En befolkning blander sig

Christian Albrekt Larsen og Hans-Peter Yogachandiran Qvist

    

Integration diskuteres typisk som noget, nogle burde gøre noget ved. Det kan være indvandrere og efterkommere, der burde gøre noget mere eller noget andet. Eller danskerne og deres politikere, der burde gøre noget mere eller noget andet. Dermed også sagt, at integrationen ofte fremstilles som et uløst problem. Politiske partier på både højre- og venstrefløjen er enige om, at integrationen er gået og går skævt. Danskerne selv vurderer også ofte, at integrationen står værre til, end den faktisk gør, særligt når det gælder beskæftigelse, kriminalitet og demokratiske holdninger blandt ikke-vestlige indvandrere (Nielsen et al., under udgivelse). Samtidigt viser meget af den hidtidige danske forskning, at integrationen udvikler sig positivt på mange områder. Trods de dystre skildringer i politiske debatter og medier viser statistikker over beskæftigelse, uddannelse og demokratiske værdier tydelige fremskridt (Borberg, 2019; Ministeriet for flygtninge, indvandrere og integration, 2011; Skaksen & Jensen, 2024). Det har fået nogle forskere til at pointere, at den største udfordring ikke nødvendigvis er integrationen, men snarere de negative opfattelser, der dominerer offentligheden (Simonsen & Bonikowski, 2022). En hovedpointe i denne bog er, at majoriteten og etniske minoriteter i stigende grad mødes på kryds og tværs i forskellige sociale arenaer. Det betyder, at integrationen foregår løbende og uden direkte styring. Derfor har bogen fået titlen ”En befolkning blander sig”. Det er et ordspil med en tidligere bog fra Rockwool Fondens Forskningsenhed, der bar titlen ”En befolkning deler sig op” (Damm et al., 2006). Analysen fra Rockwool Fondens Forskningsenhed viste, hvordan indvandrere og efterkommere bosætter sig blandt andre indvandrere og efterkommere, og hvordan gruppen med dansk herkomst, bosætter blandt andre med dansk herkomst. Efterfølgende analyser af bosætningsmønstre har dog vist, at den etniske opdeling steg frem til slutningen af 1990’erne, hvorefter den har været faldende på landsplan (Damm et al., 2022). Der er altså indikationer på, at selvom politikere og meningsdannere ofte slår en kritisk tone an, når de diskuterer integrationsområdet – så bevæger befolkningen sig i retning af stigende integration i landets boligområder. I denne bog bidrager vi til dette felt ved at vise, at der er mange andre steder end boligkvarteret, hvor majoritets- og minoritetsbefolkning mødes i hverdagslivet. De fleste er enige om, at det er et positivt tegn, at en befolkning blander sig. Møderne mellem mennesker er et udgangspunkt for etablering af sociale relationer, der igen kan blive et udgangspunkt for etablering af tillid (R. D. Putnam et al., 1994; R. D. Putnam, 2000; Singh & Vom Hau, 2016). Få ønsker sig et samfund, hvor etniske grupper lever adskilt og nærer mistillid til hinanden.

Ikke desto mindre kan man godt argumentere for, at øget blanding ikke altid er en fordel for den enkelte. Trivselsmålinger i de danske skoler har også vist, at børn med minoritetsbaggrund trives bedre i skolen, hvis de går i klasse med mange andre med minoritetsbaggrund. Danske børn trives også bedre, hvis de går i klasse med mange med majoritetsbaggrund (Kruse, Guul & Jensen, 2025). Det kan give tryghed og selvtillid, at man ikke er anderledes end de andre. Vi er også fuldt bevidste om, at politiske initiativer, der aktivt blander befolkningen kan være kontroversielle og måske modvirke integrationen. Et godt eksempel er såkaldt ”bussing”, hvor der skabes etnisk blanding ved at køre børn rundt i skolebusser. Pointen i nærværende bog er dog ikke at argumentere for mere eller mindre opblanding af befolkningen. Pointen er først og fremmest at vise, at befolkningen faktisk blander sig.

I resten af dette kapitel uddyber vi bogens perspektiv. I det første afsnit redegøres for vores forståelse af integration som en dynamisk tovejsproces, der gradvist mindsker betydningen af etniske skel i befolkningen. Derefter forklarer vi, hvorfor bogen fokuserer på det vi kalder uundgåelige mødepladser – arenaer, hvor der er begrænset mulighed for at fravælge mødet med ”de andre”. I vores optik er disse mødepladser centrale for at bryde en almenmenneskelig tendens til at danne sociale relationer med mennesker, der ligner os selv. I tredje afsnit introducerer vi den socialpsykologiske litteratur, der har beskæftiget sig med, hvornår og hvordan ansigt-til-ansigt møder kan reducere betydningen af etniske skillelinjer. Efter dette fokus på mikro-mekanismer, vender vi blikket mod de makro-mekanismer, der knytter sig til størrelsesforholdene mellem majoriteten og etniske minoriteter. Pointen er, at gruppestørrelser i sig selv har betydning for omfanget af ansigt-til-ansigt møder og dannelsen af sociale relationer. Kapitlet afsluttes med en sammenligning mellem Danmark, som har en relativt kort integrationshistorie, og lande som har længere erfaring, især USA, hvor de fleste teorier om integration og assimilering er blevet udviklet. Endeligt giver vi en kort introduktion til bogens øvrige kapitler.

1.1 Integration og assimilering—en tovejsproces

Både personer med dansk oprindelse og indvandrerne kan påvirkes af at mødes og danne relationer. Specielt nytilkomne indvandrere har ofte meget at vinde ved at mødes med majoritetsbefolkningen og danne relationer. Disse relationer kan blandt andet give nytilkomne information om, hvordan man klarer sig i det nye land. Et klassisk eksempel på såkaldte netværkseffekter stammer fra arbejdsmarkedet, hvor majoritetsbefolkningen ofte har privilegeret information om mulige jobåbninger. Men relationer med individer fra majoritetsbefolkningen kan give meget andet end relevant information på arbejdsmarkedet. Det kan være alt fra, hvordan adgang til biblioteket og NemID fungerer, til, hvad der er acceptabelt og ikke-acceptabelt at gøre ved en børnefødselsdag. Alle, der har prøvet at bosætte sig i et andet land, ved, at antallet af praktiske spørgsmål nærmest er uendeligt.

Møder med majoritetsbefolkningen er også en mulighed for at få sprogkundskaber. Sproget er som en dåseåbner til et samfund. Det letter adgangen fra den mest specifikke information, fx om det med adgang til biblioteket, og til den mest abstrakte information, fx om, hvad danskerne mener en nation er. Sprogkundskaber er også vigtige for at kunne tale sin sag, fx i sundhedsvæsenet, for at kunne blive accepteret af de andre forældre i ens børns klasse og for at klare sig i uddannelsessystemet og på arbejdsmarkedet.

Møder med majoritetsbefolkningen kan også være en lejlighed til at få justeret eventuelle negative forestillinger om, hvordan danskerne er. Indvandrere ankommer normalt med optimisme (Hedegaard, 2019) og et positivt syn på danske institutioner og danskere (Breidahl et al., 2021). Men indvandrere og deres efterkommere kan blive skuffet. Samtidigt har alle mennesker en tendens til at skabe positive historier om sig selv og negative historier om de andre. Hvis alle ”danskere” ses gennem stereotype forestillinger, kan ansigt-til-ansigt møder potentielt skabe nuancering af disse forestillinger.

Majoritetsbefolkningen sidder ikke med samme spørgsmål om, hvordan man klarer og gebærder sig i Danmark. Derfor har de typisk mindre at vinde ved at mødes ansigt-til-ansigt med indvandrere end omvendt. Men for majoritetsbefolkningen kan ansigt-til-ansigt møder også være afgørende lejligheder til at få justeret eventuelle negative stereotype forestillinger om, hvordan indvandrere og efterkommere er. Hvis indvandrere og efterkommere opfattes som mærkværdige, dovne eller ligefrem farlige, så kan ansigt-til-ansigt møder potentielt også skabe nuancering hos majoritetsbefolkningen. Derfor er vi optaget af, hvad vi i nedenstående vil kalde uundgåelige mødesteder.

Møder mellem mennesker kan give grobund for mere eller mindre intime sociale relationer. I den ene ende af skalaen findes overfladiske sociale relationer, fx ved køb og salg af varer, hvor vi interagerer, men uden at investere nævneværdigt i hinanden. I den anden ende af skalaen findes dybe sociale relationer, hvor vi lægger vores liv i hinandens hænder. Det typiske eksempel er indgåelse af ægteskab. Imellem disse yderpunkter ligger venskaber. Venskaber er interessante, fordi de kan være stærke nok til at ændre på vores forståelser af andre grupper, men samtidig svage nok til, at mange tør danne dem med nogle, der ikke ligner én selv. De er også interessante, fordi én person kan have mange venskaber, hvilket giver mulighed for et højt antal sociale relationer mellem majoriteten og etniske minoriteter. Dette står i modsætning til ægteskabs- og samlivsrelationer, hvor der normalvis kun etableres én relation per person ad gangen.

Bogen er inspireret af amerikansk forskning i forholdet mellem indvandrere og majoritetsbefolkning. Det moderne USA er grundlagt af indvandrere og landet har fortsat det største antal udenlandskfødte indbyggere i verden. Siden samfundsvidenskabernes etablering har amerikanske forskere været optaget af at beskrive og forklare, hvordan disse nytilkomne indbyggere og majoritetsbefolkningen i en gensidig to-vejs-proces gradvist blev integreret.

Et klassisk eksempel er fattige katolske italienske indvandrere. De blev i begyndelsen af det 20. århundrede opfattet som en uønsket kulturelt distinkt underklasse af den amerikanske majoritetsbefolkning – en opfattelse, der kan minde om den danske majoritetsbefolknings syn på muslimske indvandrere fra såkaldt MENAPT-lande². I dag, ca. 100 år senere, opfattes disse katolske italienske indvandreres efterkommere imidlertid som en del af den nuværende amerikanske hvide kristne majoritet. Dette rejser selvsagt spørgsmålet om det samme vil gøre sig gældende for efterkommerne af de muslimske indvandrere fra MENAPT-landene, hvis vi kigger 100 år frem i Danmark.

Den amerikanske forskning bruger primært termen assimilering til at beskrive disse processer, mens europæiske forskere ofte foretrækker termen integration. I det danske hverdagssprog betegner assimilering ofte et ønske om, at indvandrere bør komme til at ligne danskerne, mens integration betegner et ønske om en gensidig tilpasning. I forskningsmæssig sammenhæng bruges begge begreber dog til at betegne processen, der både forandrer indvandrere og majoritetsbefolkningen. Vi vælger dog at bruge den europæiske sprogbrug og kalde det integration³.

Bogen følger Alba og Nee, der definerer assimilation/integration:

”som nedgang i betydning af en etnisk distinktion og dens forbundne kulturelle og sociale forskelle. Hvor ’nedgang’ fortolkes således, at den etniske distinktion fremtræder mindre og aftager i relevans for færre og færre domæner af det sociale liv” (1997: 863, egen oversættelse).

Betydningen af en etnisk distinktion reduceres i et gensidigt spil mellem indvandrere og majoritetsbefolkningen. En etnisk skillelinje kan udviskes, når nogle indvandrere definerer sig selv som majoritetsbefolkning. Dette kan ske ved, at de frasiger sig sin oprindelige kultur og indoptager den nye. Sådan beskriver hverdagssproget ofte assimilering på individniveau. Mere hyppigt vil betydningen af en etnisk skillelinje imidlertid reduceres ved, at grænsen mellem etniske grupper bliver mindre tydelig. Et eksempel er, at danskerne tillægger kristendom mindre og mindre betydning for at være dansk; specielt de yngre generationer (C. A. Larsen, 2016). Det er med til at udviske skillelinjen mellem den kristne majoritet og de ofte ikke-kristne indvandrere. På samme måde som betydningen af forskellen mellem katolsk og protestantisk blev reduceret i USA. Tilbage står en bredere forståelse af, hvad det vil sige at være dansk eller amerikansk.

Vores perspektiv er, at integration som hovedregel ikke er noget majoritetsbefolkninger og indvandrere vælger eller fravælger. Integration/assimilation er snarere et biprodukt af levede liv, der har handlet om alt muligt andet. En grundlæggende drivkraft er jagten på kærlighed, parforhold og/eller ægteskab. Børnene fra parforhold mellem individer fra majoritetsbefolkningen og indvandrergrupper kan bidrage til at udviske etniske skillelinjer, selvom det ikke har været planlagt. Derfor har den amerikanske forskning ofte brugt antallet af giftemål mellem befolkningsgrupper, som en vigtig indikator på graden af integration. Derfor starter denne bog også med basale demografiske beskrivelser og etablering af en ny klassifikation, der kan beskrive antallet af børn fra ”blandede” forhold.

En anden grundlæggende drivkraft er jagten på penge til at klare dagen og vejen eller til at opnå succes og status. I en markedsøkonomi er hovedparten af både majoritetsbefolkningen og indvandrere nødsaget til at sælge deres arbejdskraft for at skaffe penge. Det gælder i særdeleshed for indvandrerne, da de typisk ankommer i den arbejdsdygtige alder og typisk har dårligere adgang til overførselsindkomster end majoritetsbefolkningen. Indvandrere besætter typisk lavere lønnede jobs i mindre regulerede sektorer, men de vil have et betydeligt incitament til at søge jobs i mere velbetalte sektorer, hvor majoritetsbefolkningen dominerer. Indvandrere har også et betydeligt incitament til at investere i uddannelsesbeviser fra destinationslandet, da disse ofte fungerer som adgangsbillet til attraktive stillinger. Både i uddannelsessektoren og på arbejdsmarkedet møder indvandrerne og danskerne hinanden, men det er ikke derfor, at de er der. Integration er således typisk et biprodukt. Kunne man helt selv bestemme, hvem man gerne ville interagere med, så havde vi formentligt et langt mere opdelt samfund.

1.2 Drivkraften mod sine egne og tvungne mødepladser

En etnisk distinktion skal have betydning før, at den kan miste sin betydning. Med en verden opdelt i nationalstater, der både afspejler etniske grupperinger og aktivt understøtter nationale sprog og kulturer, kan etniske distinktioner nærmest tages for givet. Italienerne ankom til USA med en forståelse af, at de var italienere, og amerikanerne opfattede dem også som italienere. På samme måde ankommer polakker og syrere typisk også til Danmark med en forståelse af, at de er polske eller syriske, og danskerne ser dem som polakker og syrere.

Samtidig indikerer meget samfundsvidenskabelig forskning, at det ligger dybt i menneskets natur, at vi i udgangspunktet gerne vil være sammen med andre mennesker, der ligner os selv. Det skyldes formentligt en søgen efter anerkendelse og beskyttelse i en gruppe. Det er vist i et utal af sociologiske undersøgelser, at vi primært etablerer venskaber og partnerskaber med nogle, der ligner os selv (McPherson et al., 2001).

Der er også en række økonomiske og praktiske forhold, der gør, at indvandrere og majoritetsbefolkning ofte deler sig op i starten. Det meste oplagte er, at indvandrere typisk ankommer til større byer, hvor de bosætter sig i de billigste boligkvarterer. Indvandrere er således typisk koncentreret ved ankomsten, da de typisk bosætter sig steder, hvor de kan få job, hvor huslejerne er overkommelige og, hvor de kender nogle, der kan hjælpe dem i gang i det nye land. New York og Chicago er klassiske eksempler fra amerikansk historie, men samme dynamik udspiller sig i mange større Europæiske byer.

Meget af den amerikanske assimileringslitteratur handler således om at beskrive, hvordan indvandrere bosætter sig i forhold til majoritetsbefolkningen. Den europæiske forskning og ikke mindst politiske debat har overtaget den samme optagethed af indvandrernes bosætningsmønstre. Dette med god grund idet vores bosætningsmønstre til stadighed udgør helt centrale rammer for det liv vi lever og de mennesker vi møder.

Ansigt-til-ansigt-møder kan dog ske mange andre steder end i boligkvarteret. I det moderne samfund, hvor mennesker er mere mobile og hvor livet er mindre bundet til ens nabolag, kan sociale møder og relationer opstå i mange forskellige arenaer. Derfor fokuserer vi i denne bog på at afdække en række af disse potentielle mødesteder.

  

Figur 1.1: Idealtypiske mødepladser.

  

Bogen er specielt optaget af de mødesteder, der idealtypisk befinder sig i det nedre højre hjørne af figur 1.1. Det er mødesteder med en relativ lav frivillighed, hvilket modvirker menneskers tendens til at opsøge folk, der ligner dem selv. Det meste ekstreme eksempel på ufrivillighed er, at vi ikke selv vælger vores forældre. Hvis man er barn af et blandet ægteskab kan man dårligt undgå både at møde majoritetsbefolkning og indvandrere. Et mindre ekstremt eksempel er, at man ikke vælger sine bredere familier. Majoritetsbefolkningen kan fx opleve at børn eller søskende vælger indvandrere som partnere – og omvendt kan indvandrere opleve, at børn eller søskende vælger personer fra majoritetsbefolkningen som partnere. Dermed skabes der møder mellem majoritet og indvandrere, der er svære at fravælge.

Arbejdspladser og skoler er andre mødepladser, hvor graden af frivillighed er relativt lav. Man kan ikke frit vælge sine kolleger. Det er en ret, der tilfalder arbejdsgiverne at ansætte og organisere arbejdet. Ligeledes kan skolebørn ikke selv vælge deres klassekammerater. Det afhænger normalt af administrativt fastsatte skoledistrikter. Samtidig er skoler, arbejdspladser og familier mødesteder, hvor interaktionen mellem mennesker ofte er intensiv. Det ekstreme eksempel er igen børn af blandede partnerskaber. Her hænger man år efter år på sine forældre. Men skoler og arbejdspladser kan også være præget af intense og langvarige interaktioner mellem mennesker. Det er ved sådanne intense interaktioner, at potentialet for at nedbryde betydningen af etniske distinktioner er særligt stort. Det er disse uundgåelige mødesteder med intensiv interaktion, der har interesseret os mest.

I det modsatte øverste venstre hjørne af figur 1.1 finder vi foreninger, klubber og andre mødesteder i civilsamfundet. Disse mødesteder er per definition kendetegnet ved en høj grad af frivillighed. Samtidigt kan interaktionerne være mere overfladiske – i hvert fald i den forstand, at man som regel ikke mødes dagligt. Tidligere har indflydelsesrige samfundsforskere, som Robert D. Putnam (2007), betragtet denne type mødesteder som helt centrale for at fremme etnisk integration, da de kan samle mennesker med forskellige baggrunde sammen om fælles mål. I praksis står disse mødesteder dog over for en udfordring i et integrationsperspektiv: Folk vælger selv, om de ønsker at deltage i en klub eller forening, og hvilken de eventuelt vil engagere sig i. Dette bliver særligt problematisk, fordi indvandrere, især fra ikke-vestlige lande med en svag foreningskultur, ofte er mindre tilbøjelige til at opsøge sådanne mødesteder end personer med dansk oprindelse – selv efter mange års ophold i Danmark (Jørgensen & Qvist, 2024). Denne udfordring afspejles i markante forskelle i foreningsdeltagelse mellem indvandrere fra ikke-vestlige lande og personer med dansk oprindelse, som ikke har ændret sig væsentligt siden 1990’erne (Jørgensen & Qvist, 2023). Derudover viser forskning, at individer har en stærk tendens til at vælge klubber og foreninger, hvor flertallet deler deres etniske baggrund – og når de deltager, bruger de ofte mest tid sammen med personer fra deres egen etniske gruppe (Dederichs & Wiertz, 2025).

I det nedre venstre hjørne har vi idealtypisk placeret boligkvarteret. Her er der tale om en arena, hvor man har mindre indflydelse på, hvem man møder. Man kan fravælge fodboldholdet, men man kan ikke så nemt fravælge sine naboer. Den mindre frivillighed skulle alt andet lige føre til flere ansigt-til-ansigt-møder mellem indvandrere og majoritetsbefolkningen. Dog afhænger valget af bopæl i høj grad af økonomiske ressourcer: Dem med større økonomisk råderum har langt flere muligheder for frit at vælge, hvor de vil bo, end dem med færre ressourcer. Ikke desto mindre er der i majoritetsbefolkningen segmenter, der må søge efter billigere boligområder, hvor der typisk er mange indvandrere, og blandt indvandrere er der segmenter, der har råd til at søge mod majoritetsbefolkningens mere attraktive boligkvarterer. Boligkvarteret er således et sted, hvor man potentielt blander sig. Problemet er dog, at møderne i boligkvarterne kan være ganske overfladiske. De fleste hilser pænt på naboen, men herudover kan interaktionen være meget begrænset. I vores perspektiv er boligkvarteret primært interessant fordi det potentielt påvirker sammensætningen af de uundgåelige møder med intensiv kontakt i det nedre højre hjørne. Mest oplagt den etniske sammensætning af skolerne, som bliver beskrevet i kapitel 3.

Endeligt har vi det øvre højre hjørne af figur @ref(fig:fig-1-1, hvor vi idealtypisk har placeret parforhold og ægteskaber. Her er den fysiske mødeplads typisk en fælles bolig, og det repræsenterer den mest intensive form for interaktion, man kan forestille sig. Derfor er potentialet for at nedbryde, hvad der måtte være af fordomme stort.

I et integrations- og assimileringsperspektiv er det primære ”problem” ved ægte- og partnerskaber, at frivilligheden er så høj og interaktionen så intens, at mange vælger en partner, der ligner dem selv. Derfor kan ægte- og partnerskaber medvirke til at fastholde, og til tider forstærke, betydningen af etniske skillelinjer. Desuden er de personer fra både majoriteten og minoriteten, der vælger at indgå i blandede parforhold, ofte dem, der i forvejen har få fordomme og derfor ikke har meget at få nedbrudt. I vores perspektiv er de ”blandede” partner- og ægteskaber primært interessante, fordi det skaber ”blandede” børn, der effektivt nedbryder et samfunds etniske kategorier, og fordi det har effekter på deres bredere familier.

1.3 Det menneskelige møde og dets effekt på betydning af etniske distinktioner

Hvad der sker, når mennesker mødes på tværs af etniske skillelinjer er blevet studeret og teoretiseret af socialpsykologien. Socialpsykologiens udgangspunkt er, at negative opfattelser af såkaldte ud-grupper ikke er nogen mærkværdighed. Ifølge socialpsykologien er det (desværre) alment menneskeligt, at grupper af mennesker, definerer sig selv ved at tage afstand fra andre. Det gælder både for små og store grupper. Skoleklasser etablerer fx ofte negative billeder af deres søsterklasser, og folkeslag skaber ofte negative billeder af andre folkeslag. Der er derfor heller ikke noget mærkværdigt i, at majoritetsbefolkninger ofte opbygger negative mentale billeder af indvandrere (og omvendt). Grænsedragningen mellem ”etniske danskere” og ”indvandrere” knytter sig til selve fundamentet for dannelsen af nationalstater. Majoritetsbefolkningen skaber internt sammenhold og identitet ved at etablere et negativt billede af ud-grupper. Omvendt kan etniske minoriteter skabe internt sammenhold og identitet ved at etablere et negativt billede af majoritetsbefolkningen.

Det er velkendt fra socialpsykologien, at gruppetilhørsforhold nærmest per automatik skaber positive billeder af ind-gruppen og negative billeder af ud-gruppen. Socialpsykologiske forsøg har vist, at selv simpel gruppedannelse, hvor de involverede personer ved, at de er inddelt helt tilfældigt, skaber intern solidaritet (Tajfel, 1981). Det skaber realistiske forventninger om, at personer i ens ind-gruppe er solidarisk indstillede, mens personer i ens ud-gruppe er fjendtligt indstillede (selv ved helt tilfældig inddeling, fx i blåøjede over for brunøjede).

Den amerikanske socialpsykologi har specielt været optaget af, hvorvidt møder mellem den hvide majoritet og den sorte minoritet formindsker eller forstærker denne etniske/racemæssige distinktion. I et klassisk værk fra 1954 beskrev Allport, hvordan kontakt har et potentiale til at nedbryde fordomme på tværs af grupper (Allport, 1954). Men han understregede, at det ikke er nogen enkel proces. Allport advarede om, at overfladisk kontakt – som et flygtigt møde i bybilledet – ofte kan forstærke snarere end reducere fordomme. En teori han udviklede på baggrund af den empiriske observation, at hvide nordstats-amerikanere, der uddannede sig i sydstaterne ofte fik flere og ikke færre fordomme om afroamerikanere.

Nyere forskning understøtter teorien. Et amerikansk studie placerede spansktalende personer på togperroner og fandt, at de hvide majoritetsamerikanere, der havde mange overfladiske møder med dem på togstationerne, blev mere kritiske overfor indvandringen fra Mexico (Enos, 2014). Tilsvarende viste et europæisk studie, at beboere på de græske øer, der havde mange overfladiske møder med flygtninge på gennemrejse i 2015 og 2016 blev mere kritiske overfor indvandringen, sammenlignet med grækere bosat på naboøer, der ikke havde denne gennemstrømning (Hangartner et al., 2019).

Et lignende mønster kan muligvis gælde i Danmark. Personer med dansk oprindelse, der bor i boligkvarterer med mange indvandrere, kan være mere tilbøjelige til at opbygge negative stereotyper om indvandrere, da der kun er overfladisk kontakt mellem grupperne. Det støttes af Dinesen og Sønderskov (2015), der viste, at personer med dansk oprindelse har lavere tillid til andre mennesker, hvis der bor mange indvandrere i deres nærområde (80 meters radius rundt om bopælen).

Allport argumenterede for, at kontakt mellem grupper kan reducere fordomme, men kun hvis kontakten opfylder visse betingelser. Han opstillede fire kriterier for, hvornår kontakt kan have sådanne gavnlige effekter. Der skulle være 1) statuslighed mellem grupper, 2) fælles målsætninger, 3) samarbejde på tværs af grupper og 4) opbakning fra autoriteter, lov eller vane.

Baggrunden for disse kriterier var blandt andet studier, der havde vist, at sorte og hvide soldater, der havde kæmpet sammen i Anden Verdenskrig, havde markant færre fordomme om hinanden (Stouffer et al., 1949). Disse soldater havde haft lige status (rang), de havde haft en fælles målsætning (nedkæmpe fjenden), sorte og hvide havde samarbejdet (i krigshandlingen) og samarbejdet var understøttet af en autoritet (befalingsmænd), der overvågede samarbejdet.

Med dette udgangspunkt har en lang række studier analyseret, hvornår og hvordan kontakt kan nedbryde fordomme (Pettigrew & Tropp, 2006). Et eksempel er et norsk studie, hvor værnepligtige blev inddelt i etnisk diverse og etnisk homogene grupper. Studiet viste, at værnepligtige med majoritetsbaggrund fik et mere positivt syn på indvandreres arbejdsetik, hvis de var i etnisk blandede grupper (Finseraas & Kotsadam, 2017). Det er med baggrund i denne litteratur, at bogen fokuserer på mødepladser med lav frivillighed og intensiv interaktion, se ovenstående figur 1.1.

Vi er fuldt bevidste om, at vores inddeling af mødesteder efter graden af frivillighed og kontaktintensitet er overordnet, og at kontakt i alle typer arenaer kan føre til vidt forskellige udfald. I nogle tilfælde kan kontakt i foreninger eller klubber udvikle sig til dybe relationer, der har afgørende betydning for de involverede parter. I andre tilfælde kan selv den dybeste kontakt, fx i familier, føre til konflikt og øget polarisering. Det er derfor vigtigt at understrege, at denne inddeling skal forstås som et analytisk værktøj – et prisme til at belyse, hvordan forskellige arenaer varierer i deres potentiale for at skabe relationer og påvirke de involverede individer. For at forstå de præcise udfald for den enkelte person kræves dog en mere detaljeret analyse af deres specifikke relationer og de kontekster, de indgår i.

Når kontakt fører til konflikt, skyldes det ofte, at personer fra minoritetsgrupper oplever manglende ligestilling i interaktionen. Hvis minoriteten oplever, at de bliver diskrimineret i skolen eller på arbejdspladsen forøges negative ud-gruppeforestillinger. Efterkommere af indvandrere har typisk højere forventning om ligebehandling end første generation, hvilket afspejler sig i større oplevelse af diskrimination.

For majoriteten leder interaktion specielt til konflikt i situationer, hvor etniske minoriteter udgør så stor en andel, at det truer de fordele, som majoriteten har ved at være majoritet (Forbes, 2004). Majoritetsfordele kan være alt fra det sprog, der skal tales på arbejdspladsen og i skolens frikvarterer, til, hvad der skal være på menuen til firmafesten. En anden klassisk teori er, at medlemmer af majoriteten specielt føler sig truet, hvis de befinder sig i en udsat position. Det kan være en økonomisk udsat situation, hvor det kan være en frygt, at indvandrere overtager ens job eller (yderligere) forringer arbejdsvilkårene. Men det kan også være en kulturel udsat situation, hvor det kan være en frygt for, at man kan miste sin status i sin egen ind-gruppe, hvis grænserne til udgruppen eroderes. Ikke desto mindre er bogens perspektiv, at det er på de uundgåelige mødepladser med intensiv interaktion, at det største potentiale for integration ligger.

1.4 Betydningen af størrelsesforholdene mellem majoritet og minoritet

Mens socialpsykologien har været optaget af dynamikker i mødet mellem mennesker, så har makrosociologske teoretikere som Peter M. Blau (Blau et al., 1984; Blau, 1994; Blau & Schwartz, 1997) været optaget af gruppestørrelsers betydning for muligheden for at mødes. For majoriteten kan kontakten med minoritetsgrupper være begrænset af deres størrelse. I 1980 udgjorde indvandrere og efterkommere tre procent af befolkningen (ifølge Danmark Statistisk definitioner, hvilket vi skal komme tilbage til i kapitel 3). Selv hvis indvandrere havde været helt lige fordelt i boligkvarterer, i foreninger, i skoler og på arbejdspladser, ville personer med dansk oprindelse (som defineret af Danmark Statistik) kun have tre procent chance for, at det næste ansigt-til-ansigt møde var med en indvandrer.

For minoriteter er situationen omvendt. Indvandrere og efterkommere ville have 97 procent chance for, at det næste møde var med en person med dansk oprindelse. Minoriteten eksponeres således markant mere for majoriteten end majoriteten eksponeres for minoriteten—alt andet lige. Hvis man antager, at fysiske møder mellem etniske grupper har konsekvenser, betyder det, at disse konsekvenser i langt højere grad påvirker minoriteten end majoriteten. Det betyder også, alt andet lige, at integrationens tovejsproces foregår i forskellige hastigheder. Minoriteten ændres hurtigt. Majoriteten ændres langsomt. De seneste fire årtiers stigende indvandring har ændret disse størrelsesforhold i Danmark. I 2023 udgjorde indvandrere og efterkommere 15 procent af befolkningen ifølge definitionerne fra Danmarks Statistik. Under antagelse om lige fordeling på mødepladser, er majoritetsbefolkningens sandsynlighed for næste gang at møde en indvandrer eller efterkommer således steget fra tre til 15 procent. Omvendt er minoritetens sandsynlighed for næste gang at møde en med dansk herkomst reduceret fra 97 til 85 procent. Følger man ovenstående logik vil det betyde, at majoriteten ændres lidt hurtigere og minoriteten lidt langsommere end det var tilfældet tidligere.

Effekterne af disse størrelsesforhold på antallet af møder mellem minoritet og majoritet begrænses naturligvis af de strukturelle forhold, der typisk koncentrerer indvandrere i byområder, jf. ovenstående. Figur 1.2 viser andelen af indbyggere, der ikke har to forældre med dansk herkomst. Med vores strammere kriterier for at være dansk-dansk (to danske forældre, se kapitel 3 for definitioner) illustrerer kortet med al tydelighed, at der også i Danmark er en betydelig koncentration af minoriteter i hovedstadsområdet. I kapitel 6 vil det nærmere blive beskrevet, hvordan gruppen med dansk herkomst i nogle kommuner har ret begrænsede muligheder for at danne sociale relationer med indvandrere; specielt hvis man også medtænker et alderskriterium ift. hvem man forventeligt danner sociale relationer med.

Figur 1.2: Andelen af indbyggere, hvor begge forældre ikke har dansk herkomst. 2024.

Note: Baseret på FOLK1B 2024K2.

Hvorvidt indvandreres større mulighed for at møde andre indvandrere reelt begrænser antallet af møder med majoritetsbefolkningen er omstridt. Den dominerende hypotese i den amerikanske integrationslitteratur er, at en større gruppe fra ens egen nationalitet, fx italienere eller mexicanere, kan virke som en trædesten, der gør det nemmere for en nytilkommen indvandrer at få kontakt med majoriteten, og de heraf følgende ofte forbedrede livsmuligheder. Denne optimistiske udlægning baseret på historiske amerikanske erfaringer er dog problematiseret af nyere teoriretninger. Såkaldt segmenteret assimileringsteori (Portes & Zhou, 1993) fremhæver, at denne effekt afhænger af ressourcerne hos indvandrere med ens egen nationalitet, der allerede er i landet. Hvis ens nationalitet klarer sig dårligt i uddannelsessystemet og på arbejdsmarkedet kan det virke hæmmende og ikke befordrende for en nytilkomnes livsmuligheder. Teorien fremhæver også, at post-moderne økonomier skaber en segmentering af arbejdsmarkedet, hvilket gør det vanskeligt at tale om en majoritetsbefolkning med rimeligt ensartede livsvilkår, som indvandrere langsomt integreres i. Den alternative hypotese er, at indvandrere lige så vel kan integreres ind i et underklasse- eller overklassesegment i destinationslandet.

1.5 Den danske versus den amerikanske kontekst

Bogen bygger på en antagelse om, at de grundlæggende mekanismer, der former relationerne mellem indvandrere og majoritetsbefolkning, er de samme i Danmark som i USA. Disse mekanismer udspringer grundlæggende egenskaber ved den menneskelige natur, en verden opdelt i nationalstater og markedsøkonomiens rolle. Samtidig er der åbenlyse forskelle mellem den danske og den amerikanske kontekst – både historisk og aktuelt.

Én første markant forskel er, at Danmark har en større andel humanitære indvandrere end det er tilfældet i USA. Humanitære indvandrere, såsom flygtninge og familiesammenførte, har ofte sværere ved at klare sig på arbejdsmarkedet end indvandrere, hvor arbejdsmotivation ofte er årsagen til migrationen. Til gengæld har humanitære indvandrere typisk ikke noget ønske om at vende tilbage til deres oprindelsesland. Der er således ikke anden udvej end at forsøge at klare sig i destinationslandet. Dermed har de humanitære indvandrere større incitament til at lade sig integrere end arbejdsimmigranter.

Én anden markant forskel er, at Danmark har et mere reguleret arbejdsmarked end USA. Det skaber bedre løn- og arbejdsvilkår, også for indvandrere, hvilket alt andet lige må antages at lette integrationen. Samtidig kan reguleringerne gøre det vanskeligere for indvandrere at komme ind på arbejdsmarkedet, fx fordi de ikke kan acceptere lavere løn- og arbejdsvilkår end majoritetsbefolkningen. Risikoen ved et reguleret arbejdsmarked er således, at flere indvandrere slet ikke kommer ind på arbejdsmarkedet.

Én tredje forskel er, at Danmark har en mere udbygget velfærdsstat, der leverer sygesikring, børnepasning og skoleundervisning af relativt høj kvalitet for alle; inklusive indvandrere. Det letter presset for at klare sig på arbejdsmarkedet. Samtidig kan det dog forøge majoritetsbefolkningens bekymring for at indvandrere bliver en økonomisk byrde. Opgørelser fra Finansministeriet har således vist, hvordan ikke-vestlige indvandrere er en netto-udgift, mens det modsatte i øvrigt er gældende for vestlige indvandrere (2019).

Endeligt er der markant mere politisk regulering i Danmark end i USA. I årtier har Danmark således ført en politik, der aktivt har forsøgt at understøtte møder mellem majoriteten og indvandrere/efterkommere, og reducere interne møder mellem sidstnævnte. Mest omdiskuteret er de offentlige politikker om boligplacering af humanitære indvandrere, der siden 1999 er blevet spredt i landets kommuner. I den første treårige periode mister flygtninge retten til kontanthjælp, hvis de fraflytter den tildelte kommune.

Derudover har skiftende regeringer siden 1994 gennemført en række ”ghetto-planer”, der har til hensigt at forhindre koncentration af indvandrere og efterkommere i specifikke boligkvarterer. I skrivende stund implementeres en bred politisk aftale kaldet ”Blandede boligområder – næste skridt i kampen mod parallelsamfund”. Udover disse nationale tiltag har de danske kommuner i årtier aktivt forsøgt at sammensætte grundskoler, så majoritetens og indvandrernes børn møder hinanden. Specielt har man været optaget af at forhindre grundskoler, hvor indvandrere udgør en numerisk majoritet.

Dertil kommer en myriade af andre integrationspolitikker, der primært drives af landets jobcentre. Her har man i mere end 30 år eksperimenteret med politikker, der i særdeleshed har fokuseret på at forøge beskæftigelsen blandt indvandrere og efterkommere. Man kan sige, at man i Danmark via offentlig politik aktivt har forsøgt at påvirke møderne mellem majoritets- og minoritetsbefolkningen, mens man i USA mere passivt har accepteret, at integration tager tid. Aktiv amerikansk ”blandingspolitik” har primært fokuseret på at afskaffe de diskriminerede politikker over for sorte; suppleret med aktive politiker som ”affirmative action”, der forsøger at skabe social mobilitet for denne specifikke gruppe.

Når man sammenligner integrationen i Danmark og USA, er det nærliggende at spørge, i hvilket omfang aktiv offentlig integrationspolitik øger antallet af møder mellem majoritetsbefolkningen og indvandrere. Det kan vi desværre ikke give et svar på, men denne bogs resultater viser dog, at møderne mellem personer med dansk oprindelse og indvandrere og deres efterkommere ofte er drevet af mekanismer, der vanskeligt lader sig påvirke af isolerede integrationspolitikker. Det er økonomiske forhold som priser på boligmarkedet og jobmuligheder, demografiske forhold såsom gruppestørrelser og køn- og aldersfordelinger og stærke menneskelige drivkræfter som forelskelse og ønsket om gruppetilhørsforhold, der er de primære drivkræfter i opretholdelse og nedbrydning af etniske distinktioner.

1.6 Bogens plan

I kapitel 2 beskriver vi, hvordan partnerskaber i Danmark typisk etableres inden for samme etniske gruppe. Samtidig viser vi, at antallet af tværetniske partnerskaber er stigende, hvilket medfører en voksende gruppe af børn med blandet etnisk baggrund. Kapitel 3 beskriver, hvordan de kategorier, der typisk anvendes i Danmark, overser denne gruppe af børn og unge. Derfor etableres en alternativ kategorisering, der også vil blive brugt i bogens efterfølgende kapitler.

Kapitel 4 beskriver den etniske sammensætning af danske grundskoler. Kapitlet viser, at den etniske opdeling generelt er moderat og faldende over tid i Danmark. Etnisk opdeling er primært et storbyfænomen, der skyldes bosætningsmønstre og muligheden for alternative skoler inden for en kort afstand fra bopæl. I Kapitel 5 vender vi blikket mod den etniske sammensætning af danske arbejdspladser. Kapitlet viser, at de danske arbejdspladser bliver mere etnisk opdelt. Samtidig viser kapitlet, at trods disse velkendte segmenteringstendenser på arbejdsmarkedet, så arbejder flere og flere med dansk oprindelse sammen med indvandrere og efterkommere, hvilket nuancerer billedet.

Efter disse kapitler, der primært beskriver forudsætningerne for etableringen af sociale relationer mellem gruppen med dansk herkomst, indvandrere og efterkommere, retter kapitel 6 fokus mod omfanget af venskabsrelationer på tværs af etniske skel. Kapitlet viser, at langt de fleste indvandrere og efterkommere har majoritetsmedlemmer i deres omgangskreds, og langt de fleste fra majoriteten har indvandrere og efterkommere i deres omgangskreds. Undtagelsen er ældre med dansk herkomst bosat i landkommuner, hvor muligheden for at mødes med indvandrere og efterkommere er begrænset.

Endeligt diskuterer vi i det afsluttende kapitel, hvordan bogens fokus på sociale relationer mellem etniske grupper adskiller sig fra andre tilgange til at analysere integration. Bogen er en formidlingsbog, der sammenfatter resultater fra et større dansk forskningsprojekt, som allerede nævnt i forordet. Ikke desto mindre inkluderer bogen et teknisk appendiks, der omhandler de statistiske metoder og mål, der anvendes til at beskrive skillelinjer på tværs af etniske skel.

---

2. En gruppering, der omfatter Syrien, Kuwait, Libyen, Saudi-Arabien, Libanon, Somalia, Irak, Qatar, Sudan, Bahrain, Djibouti, Jordan, Algeriet, Forenede Arabiske Emirater, Tunesien, Egypten, Marokko, Iran, Yemen, Mauretanien, Oman, Afghanistan, Palæstina, Gaza, Vestbredden, Østjerusalem, Pakistan og Tyrkiet.↩︎

3. En klassisk kritik af den amerikanske assimileringsforskning er, at majoriteten præsenteres som idealet – en standard for, hvordan indvandrere og deres efterkommere skal opføre sig og mene. Den amerikanske assimileringsforskning har dog for længst gjort op med det forældede normative perspektiv (R. D. Alba & Nee, 2003). I dag bruges assimilering og integration som betegnelser for det samme empiriske fænomen (R. Alba & Foner, 2015; se også Breidahl et al., 2021, kapitel 2).↩︎